onsdag den 23. april 2014

Update (nu hvor jeg alligevel har kaffe og overskud)

Jeg er her stadig. Følger med på diverse blogs fra min iphone, og ærger mig over at jeg er faldet helt af på den mht at skrive selv.

Ind i mellem skriver jeg, hvorefter jeg sletter det igen, fordi jeg ikke magter at køre korrektur på det, tage stilling til at det jeg sender ud, muligvis bliver opfattet som ynkeligt as fuck. 

Prøver for så vidt muligt at være positiv til hverdag. Er glad for de få timer jeg arbejder og elsker at være på den hylde hvor jeg hører til. Nyder den tid jeg har med TFM, hvor han holder om mig i søvne og jeg er 100% tryg. Det er ikke ofte det sker, men det sker, og det er det vigtigste. 

For når alt kommer til alt, så er det en vild gave når ens store kærlighed med jævne mellemrum sender den slags her: 


*Like*



torsdag den 13. marts 2014

Her er så stille nu

...hvor jeg ikke længere blogger om akvaede dates, appelsinhud og druk-orgier. Dont't give me wrong, de ting lever stadig i bedste velgående, men jeg er gået lidt i dvale over hvor anonym jeg egentlig er.

Jeg er stadig sammen  med TFM. I et løst forhold, hvor vi ser tiden an, da vi begge har lidt funky personligheder der skal files til i kanterne - og forenes. Det er en ret vanskelig cocktail, da alt min usikkerhed desværre ikke blev efterladt i det sidste forhold, og jeg ikke er sen til at tude en liter salte tårer, hvis fortolkerhatten sidder skævt og den stakkels mand ikke formår at snakke sig ud af det.
Nogle gange er det så svært at jeg er i tvivl om at det er det værd. Ikke ham - men den mængde energi jeg bruger på at bekymre mig, smide gamle sår ind i puljen og lave den følelsesmæssige østers: I don't wanna TALK about it!

Så der er gode og dårlige dage.

Jeg er sygemeldt fra mit studie, sagt mit job i psykiatrien op og fundet et andet arbejde der ikke trækker mig i armene eller giver mig angstanfald. Men med alt det bøvl med a-kasse, sygeerklæring og blanketter frem og tilbage, kan det nærmest være det samme, stressmæssigt.
O har stadig ikke kontaktet mig, men overvejer alligevel at sige lejlighed op. Starte et nyt sted. Hvor der ikke er brusekabine i badeværelset og nikotingule vægge.

Fejrer lille torsdag med at være depressiv over mand der ikke skriver, og manglende evne til at være i mig selv, frem for ovre ved ham og tage det hele personligt. Sgu da UTROLIGT at 45 psykoterapeuter og 567 selvhjælpsbøger ikke kan banke det ind i skallen på mig.

Nå, men ... Jeg er virkelig glad for mine kommentarer, hver en enkelt varmer og jeg læser dem gerne igen og igen fra min iPhone under dynen. Selvom jeg ikke altid har overskud og hjernekapacitet til at svare - sorry.

God weekend.

torsdag den 20. februar 2014

.....

Jeg er ikke den store blogger for tiden, og det er der en grund til. Delvist har jeg en re-eksamen der ånder mig i nakken, og delvist restituerer jeg psykisk fra mit seneste forhold.

Jeg ved ikke om O læser min blog, men jeg har brug for at sætte ord på det psykiske pres han har udsat mig for, den seneste tid. Det kunne jeg også gøre anonymt, men egentlig er jeg ligeglad med om han læser det. Om nogen han kender, læser det. Det ville være den mindste straf han kunne få. Men egentlig håber jeg  bare at karma tager sig af det.

Først og fremmest har jeg lyst til at slette de indlæg der omhandler mit valg ift O og TFM. Jeg fremlagde det som at jeg havde truffet det sunde valg, men i virkeligheden bimlede og bamlede alle mine alarmklokker og jeg var langt fra tryg. O pressede mig til at forlade TFM, med en masse velovervejede argumenter. Han manipulerede mig, nedgjorde TFM og appellerede til mit psykiske velbefindende.
Sideløbende fik jeg gaver, opmærksomhed og han beslaglagde de fleste af mine dage, uden jeg bemærkede det. Hvis jeg ikke havde nedlagt veto, ville han også være flyttet ind (nej, for helvede tak)

O var mester i at dække sine gerninger ind under hvad 'der var bedst for mig.' Som når han blev irriteret over at en mandlig bekendt skrev. Når han stod ud af sin seng midt om natten for at hente mig i byen, var det for at jeg kom sikkert hjem. IKKE for at tjekke mig! Når han argumenterede for at TFM aldrig havde været rigtig glad for mig, og overså at det det gjorde fysisk ondt på mig at tale om.
For slet ikke at nævne hans enorme behov for nærvær, fysisk kontakt og masser af hyggesnakke-sms'er, som jeg sjældent responderede på. Han afkodede på ingen måder min strittende respons og fortsatte lystigt.

I mellemtiden savnede jeg TFM og det blev kun forstærket med tiden. Jeg havde slet ikke mit hjerte med i min beslutning, og det smittede selvfølgelig af på mit forhold.
O reagerede ved at blive endnu mere omklamrende, twistet med en stigende jalousi.

Så da han flippede ud over at jeg dansede med en ven på min 30 års fødselsdag, sagde jeg stop. Jeg følte mig kvalt, kvalm og lukket inde i noget, der slet ikke var mig. Jeg gik fra ham 2 dage efter.

Det burde være stoppet der. Alt kontakten. Men jeg var blød og havde ondt af ham. Det var jo mig der havde knust hans forelskede hjerte. Mig, der havde taget drømmene fra ham. Så jeg fandt mig i at han brugte min sms-indbakke som følelses-skraldespand, udleverede mig på Facebook og i det hele taget var super-grænseoverskridende. Jeg havde det forfærdeligt.

Da han fik det bedre, indvilligede jeg i et venskab. Mest for hans skyld. Det resulterede i at han (stadig) dagligt skrev til mig, ville se mig, savnede mig - men samtidigt bashede mig for ikke at skrive nok, være følelsesmæssigt distanceret og være negativ det meste af tiden.

Mens alt det her stod på, mailede jeg med TFM, som var ulykkelig i sit nye forhold og savnede mig. Det var som om hele historien vendte - dengang var O min landingsbane, når TFM havde såret mig. Nu var det omvendt. TFM var min tryghedsbase. Ham jeg kendte og var tryg ved. Og vigtigst af alt - ham jeg freakin' elskede og aldrig var stoppet med at være forelsket i.

Det endte med at han forlod sin kæreste og kørte ned til mig. Har aldrig været så lykkelig for at se nogen før. Vi brugte flere timer på at kramme hinanden og hviske "aldrig mere" til hinanden. Det føltes som om jeg havde presset en stram stikkende sweater ned over mig selv i månedsvis, og nu endelig fik den krænget af, og nu kunne få den kjole på, som var i luftig og blød bomuld. Fryd for den eksembefængte hud!

Jeg synes det eneste rigtige ville være at fortælle O det. Så hans forhåbninger om mere end et venskab ville blive slukket for altid.

Big mistake. Big. Huge.

Han så rødt. Svinede både mig og TFM til, og insisterede på at fortælle om alle de piger der ville have ham. Og hvis jeg ikke havde smidt ham ud af min lejlighed inden han fik flået sin tlf op af lommen, ville han også have vist mig et billede af en flirt (!)

Nytårsaften skrev jeg en forsoningssms til ham og ønskede ham godt nytår, på trods af alt det vi havde været igennem. Tak for den tid vi havde haft i 2013.
-Han kvitterede med at sende et billede, hvor han var sammen med en anden kvinde.

Hvor min hjerne har været henne, aner jeg ikke, for efter en lang lang smøre dagen efter, tilgav jeg ham. Og herefter følger der endnu en periode, hvor samtlige af mine grænser bliver overskredet, jeg bliver nedgjort og han chikanerer mig, selvom jeg flere gange siger tydeligt fra. På et tidspunkt skriver min mor endda til ham, og han skriver et sødt og forstående svar tilbage - hvorefter han kommer hjem til mig og banker på (2 timer senere) og smider et 3 siders brev ind af brevsprækken.

Jeg kunne mærke hvor meget det pressede mig psykisk, så jeg fik sat en stopper for det venskab. Forklarede pædagogisk at vores kontakt ikke var sund. (No shit, Sherlock)

Det passede ham selvfølgelig ikke, så om natten dukkede han op i min lejlighed, hvor jeg følte mig så truet at jeg ikke turde ringe efter hjælp, men blot byde ham en kop kaffe, mens han svinede mig til, kaldte mig psykisk ustabil og beskyldte min adfærd for at 'aktivere denne grimme side hos ham'.Han nægtede at forlade lejligheden og truede mig med at "tingene kunne blive MEGET værre"
Efter 4 timers øreknepperi tog han hjem for at sove. Inden han gik , fik jeg lovet ham at jeg nok skulle tænke over om jeg ville have ham i mit liv. Han tog derfra med et smil. Han havde ikke mistet mig alligevel.

Derfra gik det stærkt. Jeg ringede til et center for voldsramte kvinder for at få råd til at slippe af med sådan en størrelse. Jeg gik ned til min udbyder for at blokere hans nummer. Inden jeg definitivt sagde farvel til ham, skrev jeg en sms til ham. Uden slinger i valsen. Farvel for evigt.

Han nåede at ringe mig op 3 gange og sende 3 sms'er, inden blokeringen gik igennem. Jeg ignorerede det hele. Læste intet af det.

Det er 14 dage siden nu. Jeg er stadig ikke tryg. Han bor rundt om hjørnet, hvor han i sin tid syntes det var en fantastisk idé at få lejlighed. Jeg er helt sikkert medskyldig i at det er endt sådan her. Jeg sagde ikke ordentligt fra. Men mit had fylder stadig enormt meget. Jeg tænker meget på ham. Frygter det næste træk. Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde skulle kunne stole på en mand der "virker sund" igen. Han snørrede mig, alle mine veninder og hele min familie.

Jeg tog en chance for at bryde mit mønster. Resultat: jeg mistede min store kærlighed og fik en plageånd på nakken. Ikke mit bedste træk, so far.

Heldigvis fik jeg TFM tilbage. Og ja ja, jeg ved godt han ikke er for populær - hverken i min fortid eller her... men det er ham jeg elsker og én ting er sikkert. Han ville aldrig opføre sig som O har gjort.

Hvad der skal ske herfra, er stadig usikkert. Jeg håber O fortsat vil lade mig være, så jeg kan pleje min tryghedsbase og det forhold jeg er ved genopbygge med TFM. Vi har været sammen siden 1. juledag og jeg er lykkelig over at have ham i mit liv igen.

Jeg håber O bliver glad igen. Men mest af alt håber jeg at han får noget hjælp. Det er ikke godt at leve i en verden, hvor nærvær og kærlighed er noget man trækker ned over hovedet på sin partner. Og slet ikke efter hun har forladt ham. Så skal man sige farvel med værdighed.

Og mig? Jeg skal lære at stole på min intution.

Lession learned. Big time.

torsdag den 23. januar 2014

Inde i mig bor der en lille irriteret mand med hentehår....

....der får tics ved følgende:

  • Folk der skriver T-løk i stedet for tillykke. Det går jo ikke hurtigere på tastaturet eller ser snappy ud. Det ser mere bare træls ud. Stop venligst med det. 
  • Spirituelle citater der jævnligt dukker op i min newsfeed. De er smukke og dybsindige, ja. Men really? Hvor mange lever, hånden på hjertet, efter "keep your heels, head and standards high" eller "Life isn't about waiting for the storm to pass .. it's about learning to dance in the rain"? De fleste af os er fladskoede, irrationelt tænkende frikadelledanskere der sænker standarden oftere end vi er glade for at indrømme, og det er de færreste jeg kender, der 'danser i regnen', når kæresten knalder udenom eller søsteren får konstateret uhelbredelig kræft. 
  • Fuldvoksne mænd på scor.dk der indleder deres mail med hejsa ss kunne jeg være noget smiler.... -Nej, det kunne du ikke. Selv hvis jeg skulle forbarme mig over din håbløse grammatik, har du hverken ulejliget dig med at sætte billede eller tekst på din profil, så hvordan fanden skal jeg vurdere om du ss er noget for mig? Knallert.

tirsdag den 14. januar 2014

Januar, din bitch

Mandlige overlæger der sukker højlydt og spørger 'hvorfor man ikke bare får noget terapi, når nu man er SÅ angst for gynækologiske undersøgelser', burde tvinges til selv at blive smidt op med benene i stigebøjlerne og blive penetreret analt af samtlige instrumenter, mens jeg sidder nede i den anden ende og ruller øjnene 80 grader, når han laver flitsbuen.

Jeg. Hader. Læger. 

Og ja, jeg ved sgu da godt at sådan et undervognstjek er hverdag er for ham, og han véd det er helt ufarligt, men lidt empati har mig bekendt aldrig skadet nogen. Og måske det heller ikke var heelt nødvendigt at spørge ind til mit sexliv, 'når nu jeg ikke kunne få noget op pga anspændthed, måtte det da være svært at have sex?' 

"Ikke at det rager dig, men nu har min partner ikke påmonteret et koldt andenæb, og det er også som om de to situationer ikke HELT kan sammenlignes - hverken fysisk eller følelsesmæssigt" (Jerk)

I øvrigt også en ret frisk antagelse at jeg ikke får terapi. Har nærmest ikke lavet andet de sidste 10 år, end at arbejde med kaktuspersonlighed og uhensigtsmæssige tankespind. 

I det mindste dumpede jeg min bacheloreksamen igår. Så kan jeg holde fokus væk fra kræft-angst og skodlæger uden situationsfornemmelse. 

Og mens mine klassekammerater skåler med hinanden til dimensionen, kan jeg glæde mig over at de alligevel aldrig tog særlig venligt imod mig, så jeg slipper for at gå rundt og sige kunstigt tillykke til alle.

Du lægger hårdt ud, 2014.  

fredag den 27. december 2013

Enough

Har haft endnu en søvnløs nat. Tænk at jeg skulle fylde 30 før dén slags blev et issue. Jeg sværger - jeg er ét skridt fra at begynde at ryge crack. Eller søge ind som skifteholdsarbejder på en fabrik.

I det mindste ved jeg hvad der er galt. Sådan da.

Jeg er i tvivl. I vildrede. Jeg ANER simpelt hen ikke hvad jeg vil med mit liv. Bevares, kunne fortsat værne om mit mit enorme tryghedsbehov, blive nocked up af O (eller en anden der kan holde mig ud) og bruge de næste mange år på at være mor og have mit fokus ét sted. Give slip på tanken om at skulle være perfekt, slank og intelligent. Glemme røv til exkæreste, fordi der nu vitterligt ikke VAR nogen mulighed for at vinde ham tilbage. Når nu jeg havde valgt en anden vej.

Ja. Det kunne jeg.

Men så kommer kvælningsfornemmelsen. Min krop advarer mig, før mit sind gør det. Den skriger "lappeløsning!" ind i skærmen på mig. Øredøvende. Og muligheden er så godt som fravalgt.

For hvis jeg lægger frygt, dårlige oplevelser og generelt tungsind til side og graver mit sande jeg frem, så vil jeg gerne rejse. Jeg vil gerne opmagasinere alt mit skrammel, rejse mig fra støvet og skride.

Jeg er træt af at ligge i sønderskudt lejlighed, fortolke sms'er fra random røvhuller og føle at jeg ikke er særlig meget mere værd end et skrald og en druktur. Jeg er træt af den evige kamp om den perfekte krop, der både koster blod, sved og tårer og alligevel aldrig når derhen, jeg gerne vil være. Sidst, men ikke mindst, er jeg træt af at jeg ikke kan finde ud af at handle på mine behov. Fordi angsten, den so, stiller sig i vejen med hænderne i siden og pessimistisk hvisler: "Du ved jo det går galt. Det har det altid gjort."

OG DET SKAL FANDME IKKE VÆRE DEN DER HOLDER MIG TILBAGE!
Tarmslyng, fint. Hovsagraviditet, fint. Alt hvad der ellers kunne være en plausibel undskyldning for at blive hjemme i sofaen, fint.
Men ikke frygt.

Jeg er færdiguddannet om en måned, 30 år, (fysisk) sund og rask, har hverken kat, job, skeløjede børn eller dorsk kæreste der binder mig geografisk. Er forholdsvis intelligent, god mod dyr og kan klemme noget humor ud af de fleste situationer. Ret svedige egenskaber, hvis i spørger mig.

Jeg kan se at i er mange der læser med herinde (Hvorfor, fatter jeg stadig ikke rigtigt).
Så nu beder jeg netværket og universet om en hjælpende hånd. Et råd, et tegn, whatever. Der må være andre derude der har stået i samme situation. Eller står der nu. Og har en genial idé, men mangler en partner in crime.

Jeg er plukmoden og åben for det meste.

Go!

tirsdag den 24. december 2013

Søvnløs

Har tilbragt det meste af den 24 december i tømmermændskoma. Kun i ført trusser og et selvhad på størrelse med Lolland Falster.

Hader når jeg ikke kan styre min brandert. Især når jeg opdager det for sent, og der ikke er nogen vej tilbage. Man kan ikke drikke sig ædru i vand. Eller på magisk vis blive klar og frisk, blot fordi man tager hjem. Så er det bare en brandert i hjemlige omgivelser i stedet. 

Nå. Men fik vidst også ødelagt chancen hos noget flirt, ved at forsøge at være femme fatale i grønlændertilstand. Whatevs. Det havde jeg jo gjort før eller siden. Har jo også gang i noget rekonstruktion af selvværd og billede af mænd, så ingen grund til at forstyrre processen med diverse whats his names. 
Heller ikke af O, der er så sød og betænksom med gaver og omsorg, at jeg nærmest bliver mistænksom. 

Er hjemme på egen matrikel igen, efter en jul med familien. Et par gaver rigere og glad for at ræset er overstået. Har onde, onde tømmermænd. Er løbet tør for batteri, både fysisk og psykisk. Fantaserer om at blive eneboer, gå all in på meditation og afholdenhed. Er træt af alt. 

Har kartet rundt i sengen siden kl 22. Kan ikke sove. Har set Netflix. Kværnet noget af mandelgave. Skrevet mail til TFM. 
(Det sidste var alt andet end beroligende. Kunne ligeså vel have skudt 3 liter adrenalin direkte i årene) 

Hader søvnløshed. Når nu jeg har brug for at sove, og glemme alt det andet. Glemme HAM. Og hans kæreste. 
Det er ikke mit bord. Længere. 

Jeg er god nok og fortjener det bedste. Jeg er god nok og fortjener det bedste. 
Jeg er god nok og ... fortjener at sove snart? 

Fanden tage det der alkohol. Og den ex. 

I'm telling you: it's like poisson! 

torsdag den 19. december 2013

Klynke-blogindlæg (så er i advaret)

Jeg burde være glad.

Når printeren brummer, er min bachelor på vej ud af printeren. 4 års studier kogt ned til ca. 80.000 anslag. Kostet timevis af stress og en sporadisk følelse af at være mere egnet til at slå græs for a living. Studiekammeraterne er glade. Highfiver mine slatne arme. Jeg fnyser.

For inderst inde, ing'? Så er jeg ikke en skid glad.

O har på ingen måder respekteret mit ønske om privatliv i den her periode. Jeg har ikke haft overskud til at spise. TFM er en røv jeg stadig elsker, men jeg kan ikke snakke med nogen om vores mailkontakt, fordi jeg får himmelvendte øjne retur.

Sidst men ikke mindst, så kan jeg simpelt hen ikke lade tanken være om at det i dag er 6 år siden jeg sad på hug ved en kiste, i et koldt kapel, og aede min søster på kinden. Det føles som var det i går, og  så alligevel 1000 lysår væk.

Jeg troede ikke jeg ville overleve. Ganske enkelt.

I dag har jeg færdigskrevet min professionsbachelor. På den skole, hun ikke nåede at færdiguddanne sig på. Og der er ikke gået en time, hvor jeg ikke har tænkt på hende i de 6 år. Hvor unfair det er. Hvorfor vi ikke skulle følges ind i voksenlivet sammen? Hun var kun 27, for christ sake.
Plus en masse andre destruktive tanker.

Og når jeg kommer hjem i min kolde stue og tænder min håbløst hjemmelavede juledekoration, sprøjter tårene til højre og venstre. Pisseparadoksalt, for jeg har jo selv valgt at der ikke skulle være en varm kæreste til at kysse mig, og ønske mig tillykke.
(For den mand jeg i virkeligheden gerne ville kysses i nakken af, er i gang med at kysse en anden kvinde i nakken)

Jeg gider ikke gå og være sur! Man bliver gammel før tid, og det er det sidste jeg har brug for. Der er så meget at være taknemmelig for. Det er der virkelig.

Men nogen gange er det edername svært at finde plads til at værdsætte. 

fredag den 13. december 2013

Får haderen på

...når jeg af omveje får at vide at O er aktiv i datingverdenen. 3 uger efter vores breakup. Nogle mænd kommer åbenbart hurtigt videre.

....når jeg kaster op i samtlige sms'er til ham. Stolte mig, som ellers altid vender vreden indad og hellere vil penetreres af et tidselsbundt, end jeg vil skælde ud på nogen. 

...når mit hjerte stadig laver 1000 flikflakkere, når TFM sender en mail. Hvordan kan han blive ved med at give mig diarré og psykotiske træk? En eller anden dag er der en psykisk sygdom der bliver opkaldt efter ham. 

...når mit stressniveau topper, og jeg ikke kan formå andet end at kæderyge og have gigaondt af mig selv. Ser alverdens ulykker for mig, og fortidens film bliver spolet tilbage for mit indre blik. Kiste, tårer, hjertesmerte og hvad der ellers er kommet forbi af modgang i min tid, bliver genlevet til den store guldmedalje. ....og der er en vis pleasure i det? 

...når min weekend består af bachelor, når jeg allermest har lyst til at sidde på en brun bodega og skule til glade mennesker igennem en liter etellerandet. 

...Fill in the fucking blanks. 

Er OND i sulet! 

tirsdag den 10. december 2013

Lektier fra Livets Skole.

Jeg har tudet på et af skolens mikrotoiletter i dag. Over alt muligt. Hvad ved jeg.
I båsen ved siden af, sad der en og sked.

Der er ikke mange ting jeg fortryder i mit liv (udover min indstilling måske) - men jeg fortryder at jeg blev kærester med O. 

Jeg fortryder at jeg ikke lod mig selv blive klar til at vælge TFM fra. At jeg gjorde det, fordi der blev stillet et ultimatum. Jeg bildte mig selv ind at jeg baare lige skulle lande lidt, så ville jeg begynde at elske tv-aftener, overloads af kram og tryghed. Med en 'god mand'. Så ville det kun være et spørgsmål om tid, så ville jeg være så komfortabel i det, at jeg begyndte at planlægge at spytte et par unger ud, blive gift og godt sat. 

Sat!!! 

Jeg overhørte mine alarmklokker. Min mavefornemmelse. Jeg løj overfor mig selv: Den VÆRSTE man kan vælge at lyve overfor. Jeg var langt fra tryg. Hverken ved daglige sms-korrespondancer, liggen i ske og spise aftensmad sammen flere gange ugentligt. Ej heller ved at nogen altid vidste hvor jeg var, og lige skulle ønske mig en god aften - og måske hente mig senere?
Og slet ikke tryg ved at nogen skulede til min Tlf, når den bippede. 

Men all right. Jeg tog ansvar for den tiltagende dårlige følelse. Og gik. Før den blev permanent. 

Så hvad jeg fortryder?

At jeg ikke stolede på mig selv. Jeg er muligvis en kegle, når det kommer til kørselsanvisninger og hvilket tøj der klæder mig, men jeg VED når noget føles så rart og dejligt, at man har lyst til at stoppe tiden. 

O holder fast i håbet. Trækker sine behov ned over hovedet på mig, i sin afmagt. Og fordi jeg er så dårlig til at sige fra, ender jeg med at sidde på skolen lokum og bævre med underlæben. 

Jeg hade-elsker universets måde at sende visdom og tilgivelse på. Træning og øvelse. 

Men sagde vi ikke for alles skyld, at jeg skød papegøjen næste gang? Skal nok lave forarbejdet med selvværdet. 
Hvis det er så fucking vigtigt! 

tirsdag den 3. december 2013

Træt (og nej, havde ikke hjernekapacitet til en kvikkere overskrift)

Er mat i koderne. Som man siger.

Alt dræner mig. Bacheloren, som jeg på ingen måde er fagligt dygtig nok til at skrive. Jeg aner ikke hvad jeg selv sidder og siger, når jeg snakker om narrativ pis og lort og hermaneutiske tilgange. A-ner det ikke.
Men jeg ligner en der gør. Og det er godt nok. For now.

O er knust. Og lægger ansvaret over på mine sarte pressede skuldre. Vi snakker intense sms-smører om smerte, ulidelig savn ... og tilsvining. Den 'gode mand', gone bad. Og serverer dét her på Facebook.


Jeg bliver simpelt så træt i hovedet, når Facebook bliver til en mudderkastnings-kanal i et personligt breakup. Brækker mig over intetanende rygklappere (har beskåret billedet, men der er et hav af kommentarer der alle tilkendegiver den overfladiske medfølelse - "du ringer bare, hvis der er noget", man finder i sociale fora)
Hold nu kæft. 

Har lyst til at slukke alt. Computer, tlf, sætte et skilt på døren. Lad. Mig. Være. Jeg. Restituerer. 

Skal NOK stå op, når jeg er klar og udhvilet. Men indtil da, så lad venligst være med at trække mig i armene, verden. Tak. 

fredag den 29. november 2013

Siden sidst


  • ...Jeg er fyldt 30. Det blev fejret med højt humor, dans og tihestes-brandert. I en broget forsamling af akedemikere, kugleskøre familiemedlemmer og fordrukne studiekammerater og barndomsvenner. Det var fan-tastisk! (Set helt bort fra O der drak sig fra sans og samling, fik et jalousiflip og skabte sig så åndsvagt, at han blev smidt ud fra festen)
  • ... Jeg er blevet single. Det krævede blod, sved og tårer at nå frem til den beslutning at jeg fungerer bedst solo lige nu. Hvor der ikke er en mand der har førsteprioritet på tid og følelser. Men hold nu kæft det er et sejt træk at stå her - igen. Alene. Mens TFM spiser sovs og kartofler med en anden. 
  • Har tabt 4 kg. Det var ret nemt. Begyndte at skrive bachelor, fik krise i parforholdet og kunne ikke helt koncentrere mig om kost. Og well... overskuddet til at lave det. Erstattede det med smøger og vrede.
  • Er en del alene for tiden, når jeg ikke er i skole. Har heldigvis en psyke der klasker advarselslamper i skærmen på mig, så snart der er optræk til usunde relationer og manglende overskud til at være social. Er blevet bedre til at sige fra, og luge ud. Mere af det i 30'erne, tak. 
  • Har WEEKEND! Og det er kraftedme velfortjent, efter at have svedt i 30 timer med begrebsafklaring, sur kaffe OG svada fra medstuderende der følte han trak det tunge læs. 
Nå. Men ville egentlig også bare fortælle at jeg er i live. Og har det godt her i 30'erne. Hvis jeg da har nogle læsere tilbage. 

God weekend derude. 


søndag den 10. november 2013

Kære søndag i November

I dag har vi ikke tømmermænd. Eller er grimme og deprimerede. Vi har ikke 3 dages opvask til at stå og danse i køkkenet, og vi har ikke spisebordet fyldt med sprutrester, post-its og fyldte askebægre.

I dag tager vi ansvar. Og husker alt det gode der også findes. At ting kan vendes, efter det er fordøjet og bearbejdet. At der findes mennesker der har ens ryg, længe før man falder. At der findes exkærester i semikedelige parforhold der stadig ikke kan glemme ens fantastiske person. 

I dag forsøger vi at praktisere at tanker ikke nødvendigvis er sande. At de affødes af arv og miljø. Og dårlige vaner.
Og vi husker vores kosttilskud og vand. Ikke råbe af det, at det alligevel ikke virker, og vi er dømte til at være rådne indvendige alligevel. 

I dag... Gør vi alt det. 

Go!  

fredag den 8. november 2013

Den gode gamle fuser

Pjækker fra skole i dag. Med semidårlig samvittighed. Men når advarselslamperne bimler og bamler, må jeg lytte. Stoppe op og gøre noget andet.

O nåede at være i udlandet i 3 dage, før TFM skrev. Det er sidste gang jeg påstår mænd ikke har skyggen af intuition. Dét der var jeg på ingen måde klar til. Kontakten, fair nok. How goes etc. Men at han har fået en kæreste, men stadig savner mig og er forelsket, var mere end jeg kunne bære af informationer der kun har til formål at vælte mig følelsesmæssigt. 

Så kom den manglende appetit. Acnen. Søvnløsheden. Den dårlige mave. Aaaand back to square one.
Pludselig var jeg tilbage i samme rille, hvor angst og tlf-tjekning var en ongoing procedure. Denne gang med det lækre twist at der altså var 2 kærester på sidelinien. Den ene uvidende om at blive kaldt middelmådigt kartoffel forhold. Og det var ikke min.

Så jeg afsluttede kontakten. Skrev farvel, at jeg hellere var fri.

Desværre nåede det at rippe op i en hel masse. Måske er det et kompliment og en anerkendelse at han efter alt den tid og en ny kæreste, stadig elsker mig og ser mig som nr 1(som han skrev) Jeg øver mig i at se det sådan, fremfor at genopleve det massive svigt han indirekte sendte i min retning.

Måske var det universets egen måde at pensionere mig for drømmen, én gang for alle. Drømmen om at han en dag ville oppe sig helt vildt og vælge mig 100 %. Men han ændrer sig ikke. Selvom han har en kæreste, sidder han stadig og fedter rundt med en hemmelig scorprofil, skriver til mig og siger at han kun gik ind i forholdet for at komme over mig.


Og så snart jeg er jeg færdig med at være sørgmodig på på mine egne vegne, vil jeg begynde at være chokeret på hans.

Men nu skal jeg lige komme mig. Slikke mine sår og forstå at jeg ikke er blevet frarøvet noget. Tværtimod.
Det er bare så svært at se nogen gange. Mine private skyer blokerer solen.

Og endelig kan jeg mærke hvor meget jeg værdsætter min egen kæreste. Min gode mand som pligtskyldigt holder sig i skindet, for ikke at tage op og pande TFM et par på skrinet. Og ærligt talt har jeg det på samme måde.

Nå. I det mindste har jeg tabt et par kilo. Det manglede fandme også bare. 

onsdag den 16. oktober 2013

Kontraster

Brygger på en masse blogindlæg til dagligt. Det er bare lige det, at få dem skrevet.

Noget med at spise en hel mazarintærte selv, hvor barnlig man er på en skala fra 1-10, når man i raseri losser en skammel 3 meter op i luften, mens O ser chokeret til, kedelig bachelor, begyndende mormor-arme, tanker om x, mangel på penge, flad cykel jeg ikke oorker at pumpe luft i.
 -Stuff like that.

Arbejder hjemme i dag. Med opgave der allerede hænger mig langt ud af halsen. Nu ved jeg hvorfor jeg elskede fristile i folkeskolen: De var ikke forpestet med stive retningslinier, avanceret litteratursøgning og slavisk inddeling. Man skrev bare. Hvad man havde på fucking hjerte.

Nu sidder man i ramme alvor og nikker pligt-interesseret, mens tørre gruppemedlemmer snakker om narrativ praksis, mens man i virkeligheden har lyst til at smide sig på sofaen med en flaske gin og pimpe til man segner. Solo.
Og de er jo pissesøde. Det er de. De er bare så... fodformede. Med rygsække, billige kondisko og kedeligt hår. Kommer fra små smørflækker. Har begge haft den samme kæreste i god knows how long og synes, uden at sige det højt, at min livsstil virker lidt for useriøs. At jeg er sådan en der ikke er 'faldet til ro'.

Og så dømmer vi hinanden. Fordi vi er forskellige. Fordi jeg hellere ville gnave min arm af og hælde saltpetersyre på de trevlede stumper, end jeg ville traske rundt og være.... som dem! Og at de formentlig ville sige det samme om mig.
Det er dumt. For selvom kontrasten virker provokerende, er jeg sikker på at vi har brug for den. Til at designe vores valg i livet, reflektere og vælge om, hvis noget andet virker mere tiltalende.

Indtil videre er jeg nu mest solgt på min egen stil. Og det er egentlig rart at mærke en smule selvværd på den front. Og når min single søster med uorden i prioriteterne og 4 (inklusiv en lille upser) børn, sender mig sådan et billede her, ved jeg at jeg ikke ville tilhøre noget andet, end de (skøre) omgivelser jeg allerede har.

Det er rodet - og det er sgu egentlig ok.

Mig: Hvad fanden laver i?
Søster: Vi er sgu da til 60'er udstilling. Prøv selv.